Temaet dækker over emner som ressourcekredsløb og teknologi, hvor det handler om at følge ressourcens vej fra ressource til produkt og til ressource igen. Temaet kan omhandle forbrugsvarers vej fra ressource til butik til affald og give forståelse for forskellige produktionsformer og -kæder i samfundet. Et andet emne kan være undersøgelser af ressourcer i forskellige materialer og produkter, hvor eleverne får en forståelse for, hvad de genstande, vi omgiver os med, består af.
Temaet dækker også over de politiske og klima- og miljømæssige konsekvenser, der er ved den globale ressourceudnyttelse, fordelingen af ressourcer lokalt og globalt samt ressourceudnyttelsens betydning for levevilkår forskellige steder i verden.
Det fællesfaglige fokusområde “Drikkevandsforsyning for fremtidige generationer” giver mulighed for at kigge på forvaltningen og fordelingen af drikkevandsressourcer både lokalt og globalt, samt de problemstillinger og interessemodsætninger, der kan være i udnyttelsen af denne ressource.
Når det handler om ressourcer, er det helt oplagt at beskæftige sig med affald, da det er en håndgribelig, praksisnær ressource. Man kan besøge en affaldsforbrænding eller en genbrugsstation, tage på affaldsindsamling i lokalområdet og beskæftige sig med emner som sortering, genanvendelse, materialitet, deponi og forbrug.